i danske publikationer i
1995
6.3.1995: Berlingske Tidende, Myte med for lidt. Lars B. Jørgensen
Myte med for lidt
Annie Lennox kan og bør forlange mere af sig selv
(…) Endnu værre går det i sødsuppe-versionen af Procol Harums quasi-symfoniske "A Whiter Shade of Pale", en sang som i forvejen er skamredet i diverse muzak udlægninger og som her bare får en ny gang fernis, hvor der skulle have været skrabet i bund med grovfilen. (…)
7.3.1995: Politiken, Annie Lennox: Medusa. Anders Rou Jensen
Annie Lennox: Medusa. Producer: Stephen Lipson. RCA/BMG (cd).
Af Anders Rou Jensen
Når en etableret stjerne som Annie Lennox udsender en plade, hvor hun fortolker andre sangskriveres materiale, kan der både være tale om et karrieremæssigt mellemspil, der skal fastholde navnet Lennox i publikums bevidsthed, og om et initiativ, som dristigt viser nye sider og facetter af solisten. Medusa er desværre mest det første.
Med produceren Stephen Lipson som gennemgående partner og med en ledsagelse baseret på tangenter og programmeringer, giver Lennox her 10 bud på nye versioner af sange, hun ifølge covernoterne mere har udvalgt pr. instinkt end efter bestemte tematiske eller konceptmæssige overvejelser. Således går det til, at så forskelligartede sangskrivere som f.eks. Bob Marley, Neil Young, Strummer/Jones (fra The Clash) og Reid/Brooker (fra Procol Harum) optræder side om side på Medusa.
De får alle en nydelig og anstændig behandling. Men så heller ikke meget mere. Hvilket måske er nok, når det drejer sig om bidrag som Procol Harum-klassikeren Whiter Shade Of Pale og Paul Simons Something So Right, der begge i kraft af en underskøn melodi kan overleve det meste. Andre steder savnes først og fremmest dramatisk ildhu og indlevelse. … Det forrykker alligevel ikke det samlede indtryk. Medusa er musik på venligt vågeblus med Lennox som en lige lovlig lunken fortolker.
16.3.1995: B.T., Divaen som Medusa. Susanne Johansen
Divaen som Medusa
Annie Lennox, "Medusa" (RCA)
(…) Det starter ellers flot og inderligt med det, der allerede er blevet et single-hit, "No More I Love You´s". Fortsætter med en drilsk "Take Me To The River" over i en urimelig smuk udgave af Procol Harums "A Whiter Shade Of Pale", hvor Annie Lennox´ evne som fortolker når helt derud, hvor det risler koldt ned ad ryggen. (…)
24.3.1995: Weekendavisen, Pladerevy. Lars Willemoes
Pladerevy
Annie Lennox, Medusa. RCA. AL002
TRE ÅR efter at hun med Diva etablerede sig som solist efter 80´er-karriereren (23 millioner solgte albums) med makkeren Dave Stewart i Eurythmics, vender den altid udsøgt delikate skotske sangerinde Annie Lennox tilbage med et album bestående af ti kopiversioner af sange fra hendes hjertes sangbog. (…)
Sådan går det til, at Procol Harum´s magtfulde klassiker A Whiter Shade Of Pale og Neil Young´s ømme og sprukne Don´t Let It Bring You Down begge ender med at lyde som smagfuldt anrettet, men sært uengageret radio-dåsemad, trods Lennox´ flotte stemme. (…)
26.5.1995: Ekstra Bladet, Stærke kort til Skanderborg
Lisa Nilsson og Georgia Satellites hovednavne på Danmarks smukkeste festival.
Igen i år er det lykkedes arrangørerne bag Danmarks smukkeste festival, den i Skanderborg, at stable et bredt program af nyt og gammelt på benene til den 16. festival, der i år foregår mellem den 10. og den 13. august.
Georgia Satellites, som i 1988 og '89 slog benene væk under publikum på Roskilde Festivalen, trykker den af på Bøge-scenen lørdag aften. De stadig rockende Status Quo, Gianna Nannini, Andrew Strong, svenske Sator, Psyched Up Janis, Strawberry Slaughterhouse og Big Fat Snake er andre navne, som nok skal lægge bøgetræerne ned.
Og i revival-afdelingen bliver der gensyn med Procul
Harum, Slade og Alvin Lee. …
10.6.1995: B.T., Rock i Ringsted. Pent
Rock i Ringsted
Ringsted Kongrescenter tiltrækker internationale rocknavne. I maj var det Status Quo og i august bliver det foruden Jeff Healy Band 11. august til Procol Harum med Gary Brooker den 14. I 1967 røg Procol Harums første single "A Whiter Shade Of Pale" direkte ind på den engelske hitlistes førsteplads og en legende var skabt. Pent
13.6.1995: Ekstra Bladet, Nostalgi-rock
En af 70'ernes supergrupper, Procol Harum, kommer igen til landet.
Denne gang kan nostalgikere swinge med til Gary Brooker's (billedet) specielle blue-eyed soul-stemme midt i august i Ringsted.
For nu at tage tyren ved hornene og erkende, at de ikke har fornyet sig, hvilket vi er mange, der sætter pris på, lægger programmet særlig vægt på mega-klassikere som 'A Whiter Shade of Pale', 'A Salty Dog' og 'Grand Hotel', for blot at nævne nogle.
Procol Harum fik sit gennembrud i sommeren 1967 og lå i adskillige år i klassen lige under Beatles/Stones. Gruppen opløstes, og Gary Brooker spillede i nogle år i 80'erne bl.a. med Eric Clapton.
Nu er gruppen samlet igen - med nye kræfter, men centrale Gary Brooker og Matthew Fisher ('The King of The Hammond Organ'), er på plads.
23.7.1995: B.T.
VALDEMAR´ernes by, Ringsted, lægger kongrescenter til, når de gamle rockgrupper Procol Harum og Jeff Healy Band er hovednavne ved en international rockfest fra 11. til 14. august.
11.8.1995: Politiken, Skanderborg Festivallen begynder i dag. Rasmus Rosenmeier
Af Rasmus Rosenmeier
En dyngvåd fiasko er blevet en solid succes.
Jyder har ry for at være mere økonomiske end sjællændere. I virkeligheden er det nok bare en fordom, ligesom det heller aldrig er blevet videnskabeligt bevist, at molboerne har en lavere intelligenskvotient end indbyggerne i resten af landet.
I Skanderborg og omegn vil nogle måske mene, at folkene bag den årlige festival er mere end almindeligt bevidste om den økonomiske side af sagen.
I hvert fald er det lykkedes for den lille kerne af mennesker fra den arrangerende festivalklub at gøre Danmarks Smukkeste Festival til en gedigen, økonomisk succes. Grunden til, at der er lidt muggen blandt de mest kværulantiske lokale er, at successen har gjort festivalklubben i stand til at sætte sig på nogle af kommunens mest attraktive grunde.
Udefra set kan det udelukkende dreje sig om misundelse, for man må anerkende det hårde slid og de dystre udsigter, festivalklubben har arbejdet sig igennem siden starten i 1980. Dengang blev festivalen afviklet som et endags-arrangement, som dels foregik i øsende regnvejr og dels endte som en dundrende, økonomisk fiasko, hvis underskud måtte dækkes af de fem unge arrangørers egne lommer.
I denne weekend vil 13.000 mennesker nyde musikken, øllet og bøgetræerne, når et lille hjørne af skoven byder inden for til Skanderborg Festival nummer 16. Og som sædvanlig, fristes man til at sige, har festivalbilletterne været udsolgt længe før den første teltpløk er slået i.
Allerede for en måned siden blev den sidste billet solgt, og tilbage er kun de 500 endags-billetter, der hver morgen sælges uden for festivalpladsen.
Musikalsk har Skanderborg Festivalen aldrig været nyskabende. Fra arrangørernes side satses der først og fremmest på de sikre heste. Så sådan må årets absolutte hovednavn, skotske Joe Cocker, vel også betegnes.
Ligesom Lisa Nilsson, de stadigt aktive Status Quo og de genopstandne Procol Harum vel heller ikke kan beskyldes for at flytte 90ernes musikalske grænser.
Når man alligevel kan være næsten sikker på at få en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige på den smukke festival, skyldes det først og fremmest arrangørernes filantropiske tankegang. Som noget ganske særligt i forhold til andre festivaler er der på Skanderborg Festivalen også scener, hvor der ikke kræves billet. I år er der oven i købet en ekstra af slagsen, så der nu er to scener for alle dem med - og uden billet. …
… Skanderborg Festivalen begynder i dag klokken 11.00 med århusianske Dawn, og den officielle del afsluttes søndag aften med Joe Cocker.
23.08.1995: Uge-Bladet for Skanderborg og Omegn,
Cilius Nyt
Procol Harum på udsigtsløst arbejde en sen søndag eftermiddag på Danmarks Smukkeste Festival
(Billedtekst: De to musikalske hovedkræfter fra A Whiter Shade Of Pale-tiden – hammondorganisten Matthew Fisher samt sangeren og pianisten Gary Brooker (billedet) er genforenet i det nye Procol Harum, som forrige søndag gav koncert på Bøgescenerne.)
Skanderborg. ”Aha, så vi er dén Procol Harum”, ironiserede en tydeligvis småirriteret kapelmester Gary Brooker, da bifaldet efter afslutningen på 67-træfferen Conquistador omsider fik karakter af lidt mere end spredte klapsalver.
Men da lakkede forrige søndag eftermiddags [13. august 1995] Procol Harum-koncert på Bøgescenerne allerede stærkt mod enden.
Kun manglede den særegne, engelske rockgruppe at fuldende det uimodståelige afsæt af en farvelsang for dog at give det efterfølgende, obligatoriske ekstranummer anstrøg af mening.
Og som ultimativt trumfkort i så henseende lader A Whiter Shade of Pale sig vanskeligt overgår.
En stedsegrøn klassiker fra maj 67 spundet over temaet fra J. S. Bachs Air-suite.
En gang ”turbo-Bach med efterbrænding” for nu at citere Søren Rislund, da han tidligere på dagen tolkede Århus Symfoniorkesters behandling af en Brandenburger-sats.
A Whiter Shade of Pale
Men paradoksalt nok også en sang, der altid har hængt Procol Harum som en møllesten om halsen, fordi gruppen ulykkeligvis debuterede med denne uendeligt smukke millionsælger, som uvægerligt ville få alt efterfølgende til at ligne spagfærdige forsøg på at overgå eller bare leve på til sig selv.
Hvilket Procol Harum i parentes bemærket rent faktisk præsterede på de fire første LP´er. Vel at mærke målt efter kunstneriske, bare ikke kommercielle kriterier.
Tilmed måtte orkestret leve i indre splid med sig selv.
Matthew Fisher, som med sit oversavede hammond satte sin uigendriveligt markante signatur på Procol Harums rhythm´n´blues og klassisk inspirerede koncept, krediteredes til sin og andre store overraskelse ikke for sin andel i A Whiter Shade of Pale, som nu på 28. år skovler royalties ind til ene-komponisten: sangeren og pianisten Gary Brooker samt til tekstforfatteren, digteren Keith Reid.
Procol Harum holdt ikke sammen årtiet ud.
I 1969 og et par sange inde i indspilningen af gruppens fjerde album, Home, skred Matthew Fisher, som dermed ikke tog del i rækken af Danmarks-turneer fra 1970 til den endelige opløsning i maj 1977 – symbolsk nok på 10 års dagen for A Whiter Shade of Pale.
Perlevenner har de to indlysende frontfigurer i og skabere af den for Procol Harum så karakteristiske orgel/piano-lyd aldrig været.
Matthew Fisher
Så meget mere opløftende for Procol-kulten var det i januar 1992 i Saga København at skulle opleve et gendannet Procol Harum kronet med Matthew Fisher tilbage bag hammondorgelet.
Og der blev ikke fedtet med hyldesten af netop ham ved gruppens første koncert i Danmark i 15 år, skønt Gary Brooker kun gav Fisher sparsomt spillerum.
Ved den lejlighed.
Gammelt nag måtte og må indtil videre vige for musikalske ambitioner, lykkeligvis, og Fisher fik på Bøgescenerne forleden langt bedre plads til at farvelægge musikfladen med sine klassisk funderende vignetter.
Procol Harum er stærkt på vej – til oplysning for de overvældende mange festival-deltagere, som vel forståeligt nok foretrak andre gøremål forrige søndag eftermiddag fra klokken 16,35 til 17,50.
At ville genopbygge en karriere, som jo faktisk kulminerede i allerførste forsøg tilbage i 1967, ligner en urias-opgave, som ikke lettes af at skulle gøre forsøget en festivalmættet tredjedag, hvor Alvin Lee, Shu-Bi-Dua og Cæcilie Norby allerede HAVDE været der, og hvor Lilholt, Sanne og Joe Cocker endnu ventede i kulissen for at sætte punktum.
Ikke desto mindre leverede Procol Harum en nydelig koncert, hvor den tilrejsende kult på femte bænkerække navnlig dyrkede et medrivende højdepunkt i den ekstatiske, otte minutter lange Whaling Stories, der åbner som en stille blues, syrer ud i et veritabelt orgel/guitar-crescendo og kulminerer som en storslået salme.
Altid den anden
Sådan lyder en vaskeægte Procol Harum, der selvfølgelig også holder fast i de symfonisk anlagte titel sange A Salty Dog og Grand Hotel.
Ligesom titelnummeret fra gruppens allerbedste, Shine On Brightly, ALTID er med – og rituelt ligger i halen på åbningsnummeret. Altid den anden.
Sådan var det i Skanderborg og Ringsted [14. august 1995] forleden, og sådan var det også i Stakladen i (marts) 1970 og 1971, Marselishallen (oktober) 1970, Vejlby-Risskov Hallen 1973 og 1975, Tinghallen i Viborg 1972, Herning Hallen 1974, Saga og Ringe [Midtfyns] Festival 1992.
Men også sange som Homburg, Nothing But The Truth og den smagfuldt omarbejdede [As] Strong As Samson samt bluesrocksager som Simple Sister og Whisky Train (forstærket med pumpende hammondorgel) forløstes helt tilfredsstillende.
Og så selvfølgelig A Whiter Shade of Pale i den velkendte to-vers-udgave.
Den mere sjældne version med tre vers samt andre koncertrariteter som A Rum Tale, Boredom, (Outside The Gates Of) Cerdes og Kalejdoscope [sic] gemte Procol Harum til mandagens veloplagte fanmøde i Ringsted Kongrescenter.
Cilius
Se den originale artikel her
Let it be. The Beatles. Fra starten til i dag. Karsten Jørgensen & Dan Schiødt. Rævens Sorte Bibliotek, 1995
Koldsmart professionalisme
(…) I juni 1978 søgte McCartney at give Wings en ansigtsløftning ved at indlemme Steve Holly og Laurence Juber i gruppen. Resultatet sås på LP´en "Back To The Egg" fra juni 1979. (…) Mere interessant var det opbud af rocknotabiliteter, som krydrede "Rockestra Theme": Pete Townshend /sic/ fra The Who, Dave Gilmour fra Pink Floyd, Hank Marvin fra The Shadows, John Bonham og John Paul Jones fra Led Zeppelin og Gary Brooker fra Procul /sic/ Harum. Nummeret blev i sin færdige udformning en højeksplosiv sag, som samtidig satte Wings til vægs. (…) [s. 143-144]
Tilføjelser til ovenstående, modtages gerne.
Info@procolharum.dk