Omtaler af

Procol Harum

i danske publikationer i

1984


Kritik 67, Gyldendal 1984, s. 168-186: Mogens Kjær, Frihedsrusens tømmermænd – selvopgør i beatmusikken

I det uhyre store antal beat-sange, der er blevet produceret siden beat-musikkens fremkomst, kan det efterhånden lade sig gøre, dels at finde tekster af høj kompleksitet, dels at udskille gennemgående temaer. Der er ikke noget nyt i at hævde, at en del beat-, rock- eller folkesange "i virkeligheden" er "poesi", så lad dette være en forudsætning bag den følgende analyse af to udvalgte, "klassiske" tekster. Beat-musikken fik nok sin største udbredelse i 60´erne, hvis man måler dette via den bevågenhed, musikken fik i medierne i de ungdomsfixerede 60´ere, og medtænker, at beat-musikken i den periode samtidig udviklede sig til noget langt mere omfattende end blot en (musikalsk) forbrugsvare, nemlig en beat-kultur, der i sig selv rummede forskellige varianter af livsstilsmuligheder.

Under denne udvikling, hvor der blev gjort ihærdige forsøg på at definere, hvad der var beat-musikkens væsen – eller variationsformer – blev der også gjort op med nogle af de tendenser, som en del unge musikelskere så som de positive tendenser i 60´erne. Man så således ikke blot sange, der var i opposition mod forældregenerationens borgerlige, kapitalistiske, fastlåste, sexualitetsangste (osv, osv) livsform – det var også sange, der understregede faren ved blindt at styrte sig i den anden grøft i forhold til det vrængbillede, mange syntes at have af forældregenerationens livsformer. Og dette opgør med oprøret er fortsat siden 60´erne.

Nogle af de tinge, som både venner og fjender af beatkulturen vel kan blive enige om er typiske ideer eller problemområder fra 60´erne (og frem), er frihedsforestillingen overfor angsten for en indemuring i en tilværelsesform uden relle nye valgmuligheder eller "frihed". Herunder kommer så holdningen til det sexuelle som ubunden, "naturlig" og "fri" aktivitet – overfor forestillingen om et borgerligt dæmpet, ægteskabeligt rutine-knald – og endelig er der så en anden form for sanselighed og frihed: Rusen, opfattet som en bevidsthedsform eller –tilstand der, i sin sprængning af socialiseringens regelrette tankebaner, kan opfattes som en progressivt grænseoverskridende og potentielt politisk bevidsthedsform.

Britiske nuancer: A Whiter Shade of Pale

Et stort hit fra slutningen af tresserne er Procul /sic/ Harum´s "A Whiter Shade of Pale". Tekstmæssigt er sangen dels ganske kort (2 strofer a 8 linjer, samt et 4-linjet omkvæd, der slutter med titlens ordlyd), dels temmelig lukket: Sangens titel er her det mindste problem. I den umiddelbart uklare "handling", teksten rummer, rettes der et ganske voldsomt angreb på nogle tendenser indenfor 60´ernes ungdomsoprør, og når sangen alligevel blev så stor et hit, skyldes det nok i høj grad dens lukkethed.

Teksten citeres i sin helhed på:

http://www.procolharum.com/text99.htm#AWhiterShade

Tekstens lukkethed skyldes bla en indforstået brug af kulturgods, og der lægges ud allerede i første linje med en "let fandango", der omtales i bestemt og dermed også bekendt form. Udtrykket har i al sin umiddelbare uforståelighed en historie bag sig: I John Miltons digt "L´Allegro" fra 1632 forekommer linjerne:

"Come and trip it as ye go
On the light fantastic toe"

Dette udtryk bliver senere til "trip the light fantastic", der igen bliver til "skip the light fantastic", som løseligt betyder at springe let og muntert omkring. Denne (egentlig forkortede) vending kan være svær at gennemskue, bl.a fordi adjektivet "fantastic" tilsyneladende fungerer substantivisk, medmindre man tror, at "light" er et substantiv med "fantastic" som efterstillet adjektiv – og i begge tilfælde mangler der en indlysende logisk mening. Hvad enten Keith Reid her så er sig udtrykkets udviklingshistorie bevidst eller ej, så ændrer han det umiddelbart obskure udtryk til noget, der både giver en vis mening som udtryk for munter bevægelse samt rimer på normal-vendingens første stavelse: "fantastic" erstattes med "fandango", hvorefter det eneste, der er lidt unormalt ved konstruktionen, er den bestemte form: "The light fandango" – og man har set større ofre, når rim og versefødder skal gå op, så en del lyttere vil ikke studse over vendingen.

Sangens jeg-fortæller ses så i øvrigt som medlem af en gruppe ("vi"), hvis offentlige "dans" i anden linje udvikler sig til vejrmøller. Herefter distancerer jeg´et sig (indadtil) fra gruppen pga kvalmefornemmelser, men giver efter for et større gruppepres (fra "hoben") og glider igen sammen med sin oprindelige gruppe (strofe 1, linje 7).

Lægger man udviklingen i sangens første tre linje sammen med 5. og 6. linjes mere usædvanlige sanseoplevelser – med lokalet der brummer højere og højere og loftet der forsvinder – så bliver hele strofen klart en beskrivelse af en sanseberuselse, der dyrkes i en (større) gruppe, men uden at noget tyder på en egentlig kontakt gruppemedlemmerne imellem. Dette billede afrundes i 7. og 8. linje, hvor jeg´et igen er med i gruppen, og der råbes på mere sprut, som omgående serveres. (Og så er der den mulighed, at spiritus skal "oversættes" som stoffer, men det kræver meddigten, snarere end analyse.)

Det "jeg", der udadtil var del af gruppen, men fik kvalmefornemmelser parallelt med den stigende rus og det stigende bevidsthedstab, skifter derefter til dels rolle i omkvædet, hvor han er langt mere detaljeret og objektivt registrerende end i 1. strofe (herom nedenfor).

Det er vigtigt, at omkvædet kædes uløseligt sammen med 1. strofes situationsbeskrivelse: Der er tale om et resultat af en bestemt udgangssituation: "Og således gik det til, at alt imens mølleren fortalte sin fortælling, blev hendes ansigt, der til at begynde med kun havde været spøgelsesagtigt blegt, en (endnu) hvidere nuance (af bleg)".

Der er kun én "The Miller´s Tale" i engelsk litteratur, og det er i Geoffrey Chaucer´s Canterbury-fortællinger fra kort før 1400. rammen heri er, at en flok pilgrimme undervejs til Canterbury fortæller historier for hinanden og derigennem dels karakteriserer sig selv, dels – tilsammen – giver eksempler på stort set hele renæssancens spektrum af livsopfattelser. Pointen her er så, at selvom man kan finde møllerens meget grove og håndfaste form for humor ganske befriende, så eksemplificerer hans fortælling klart en "lav" livsopfattelse: Mølleren er en drukmås og en horebuk, der kun har foragt til overs for åndelige værdier og respektable borgere, og hans fortælling viser mennesker, der lader sig lede af deres drifter på trods af alle moralske hensyn og kun udviser selvbeherskelse og mådehold, når det gælder om at bedrage og ydmyge andre. For mølleren er intet helligt, livet er for ham domineret af sanselighed i alle afskygninger, og resultatet er et billede af tilværelsen som kaotisk uberegnelig og dybest set meningsløs. Hvis der er værdier, der i ganske særlig grad trædes under fode i Møllerens Fortælling, er det de åndelige og ægteskabelige idealer.

Pointen i sangens Chaucer-henvisning er så, at hele første strofe bliver Møllerens sanseløst sanseberusede livsfremstilling, ifølge omkvædets sproglige logik: "And so it was that later as the miller…". Og vi introduceres derefter for en ny person, en navnløs pige, hvis kvalme ved situationen er stærkere end jeg´ets: Hun bliver blegere og blegere, efterhånden som "morskaben" stiger.

Anden strofe lader hende så være indviklet i en slags "samtale" med jeg´et: Hendes første sætnings "reason" kan i hendes afsnuppede udsagn dårligt forståes som "fornuft", men derimod "grund, årsag", og hele sætningen bliver først meningsfuld, hvis man forudsætter, at det plagsomme "jeg" (II, 3-5) allerede i et stykke tid har været ved at ævle sig ind på hende og har presset hende for grunden til, at hun ikke morer sig sammen med de andre: ("Vi har det s´gu da så skægt, ikk? Hvorfor ser du så sur ud?")

Hun har så opgivet at diskutere med ham eller i det hele taget at få ham til at forstå noget, og siger blot: "Der er ingen grund til det" (Eller på dansk: "Hvorfor…?" "Ikke for noget"), og "sandheden er jo åbenlys" (eller på dansk: "Så se dig dog omkring, menneske, skal det her være morsomt?"). hun har som sagt opgivet at få ham til at forstå, hvilket for så vidt er rimeligt, da han jo netop ikke vil forstå en afvisning: "Men jeg vandrede gennem mine spillekort og ville ikke lade hende være én ud af seksten vestalinder (jomfruer) som ville bort, ud til kysten."

Først i strofens sidste to linjer erkender han, at han var blind i sit forhold til hende, hvilket indebærer et valg, der vel at mærke først træffes efter den faktiske valgmulighed er forpasser, og derved bliver tilbageskuende selvkritik. Dette omslag er vigtigt, og er foregrebet i omkvædets relativt større objektivitet i forhold til første strofe svimle "jeg". Hele sangen får hermed karakter af et selvopgøre, en gøren status der ikke falder ud til jeg´ets fordel. Den valgmulighed, han forpassede, udfoldes i teksten netop i "dialogen" med pigen, eller måske ville "den dobbelte monolog" være en præcisere betegnelse: Men lad os se nærmere på, hvad det er han vil med hende:

Logisk set sker der bla det, at han vil bestemme over hendes fremtid, på trods af hendes udtrykkelige ønske. Dette overgreb kædes sammen med hans spillekort, hvilket er endnu en nøgle til tekstens "indre" betydningsfelt: Der er én type spillekort, der simpelthen bruges til at spå med, nemlig Tarok-spillet /sic/, som kun rummer billedkort. Èt af kortene er "the Fool", og til narrens traditionelle løjer hører bl.a vejrmøllerne ("cartwheels"). Den tilbageskuende, vurderende jeg-fortæller har med andre ord allerede i første fælder dommen over sit sanseberusede selv: "Nar!"

Pigens ønske er at blive "vestalinde", og da Vesta er arnens gudinde og dermed hjemmets og ægteskabets, betyder jomfruelig i denne sammenhæng vel kun monogam. Hun – og ligesindede – ønsker at slippe ud til kysten, og hermed aftegnes så tekstens alternative rum.

Sammenfatning

Teksten er således bygget op over en kontrast mellem på den ene side: "Lokalet", sanseberuselse, bevidsthedstab, mangel på selvbeherskelse – og på den anden: "Kysten", afklarethed, bevidsthed, ansvarlighed, selvberherskelse. Selve kontrast-opstillingen skaber så flere modstillede egenskaber: I forhold til kystens åbne udsyn bliver "lokalet" klaustrofobisk og beklumret, og overfor kystens ægteskabelige monogami-forestilling anes en negativ opfattelse af "bevidstløs, fri sex-udfoldelse".

Når så "jeg´et" hverken vil følge hende eller lade hende gå, demonstrerer han en spilttelse, som først kunne anes i hans kvalme-reaktion overfor den gruppe, han alligevel ikke turde forlade. Hans behov for en fornemmelse af meningsfuldhed, af at høre til, kan ikke tilfredsstilles i "lokalets" mulighedsfelt, men han bliver alligevel hængende og forsøger at få del i begge "rums" værdisæt eller tilværelsesformer på én gang. Det kan selvfølgelig siges, at det faktum, at hun ikke vil blive, beviser, at teksten forlanger et valg, men på den anden side kan man så synes, at fremstillingen af "lokalet" som "kaos" overfor "kysten" som "kosmos" er så forkantet, at idealet vel bør ligge et sted imellem? Men for det første mislykkes jo netop hans medieringspolitik, og han påtager sig beskæmmet ansvaret for ikke at have valgt rigtigt – han karakteriserer sig selv som blind – for det andet både understreger musikken den kompromisløse kontrastopstilling og peger mod den "rigtige" side af kontrasten: "Jeg´ets" musik (= teksten) er beat-musik i udpræget forpint stemmeføring, mens "hendes" tema", som spilles omkring hans, er en variation over J.S. Bachs "Air" fra "Orkestersuite i D-dur" – et meget smukt, roligt og afklaret tema. Valget er truffet for os.

Beslægtede sange

Som nævnt i indledningen er både dyrkelsen af og opgøret med tresserne fortsat. Hotel California (titelnummeret) med "the Eagles" er et opgør med sanseberuselsen og flugten fra en forpligtende livsform, som ligger helt på linje med holdningen i A Whiter Shade of Pale. Også denne sang (fra 1976) bygges op med kontrasterende associationsrækker, og har som jeg-fortæller en person, der for sent opdager omkostningerne ved at forsøge at leve i en evig rus. Herhjemme ses samme advarsel udtrykt allerede i 1967 i Steppeulvenes Dunhammeraften.

Opgøret med friheden som en (ikke-rus-betinget) flugt eller isolation fra virkeligheden som forpligtelse (eksistentialistisk forstået), kan ses fx i K. Kristofferson´s Me and Bobby McGhee og – i mindre sentimental udgave – i Al Stewart´s The Night of the 4th of May og Modern Times. Den sanger (og mediepersonlighed) der i højest grad er blevet associeret med frihedsideen forstået som kritik af det borgerlige, kapitalistiske samfund er selvfølgelig Bob Dylan, og der er uundgåeligt fremkommet en del kritik af den økonomisk så velbjergede anti-kapitalistiske sange, også i sangform. Et par eksempler er her Ralph McTell´s Zimmerman Blues , og Joan Baez´ Oh Brother.

Endelig kan man så i en sang som Frank Zappa´s Joe´Garage (titelnummeret) se en fremstilling af tresserne som en musikalsk og mental uskyldstilstand – et kortvarigt, tabt paradis i afvæbnende selvironisk belysning. (Samme selvironi, som ikke er en total afstandtagen, ses i McTell´s ovenfornævnte Zimmerman Blues, hvor jeg´et mindes sin frihedsberusede, ungdommelige ildhu: "I was out there on the road, I was happy, hungry and cold" – det må da være antiborgerligt! Men selvfølgelig er McTell´s pointe, at engagementet var ægte og beundringen for idolet Zimmerman, med kunstnernavnet Dylan, var grænseløs.

Hård kost: American Pie

De forskellige problemområder og tendenser: Samfundsstruktur, politik, frihed, kærlighed, musik osv er selvfølgelig meget svære at adskille – både i virkelighedens verden og i sangenes – og et opgør med et så komplekst problem bliver da også i sig selv meget komplekts og derfor uoverskueligt. Vi skal se på et eksempel, nærmere betegnet Don McLean´s meget store og dunkle hit American Pie fra 1971.

(Her følger analysen, der er mere end dobbelt så lang som AWSoP-analysen. Nummeret spiller selvfølgelig også fem minutter længere og har seks strofer. Se teksten på:

http://notesweb01.cch.com.au/PCS/_rasj4q_.nsf/994fa038e2aad0d54a25692000277fa0/7ae1f3b4c83a5d2bca25695400331ccf?OpenDocument)

Mogens Kjær, f. 1948. Adjunkt i engelsk og dansk ved Thisted Gymnasium, artikler til "Meddelelser fra engelsklærerforeningen", "Meddelelser fra musiklærerforeningen" og "Carl Barks & Co."


Tilføjelser til ovenstående, modtages gerne.

Update@procolharum.dk

Retur til forsiden