Omtaler af

Procol Harum

i danske publikationer i

1967


Ugebladet Børge, nr.17, 17. august 1967

Procol Harum skifter ud


Ray Boyer og Bobby Harrison ville ikke længere være kommercielle

Gruppens to nye medlemmer. 
Barry Wilson (til venstre) og Robin Trower.

Den engelske topgruppe Procol Harum har fyret singleguitaristen Ray Boyer og trommeslageren Babby (sic!) Harrison. Årsag: De nægtede at fortsætte med numre i den kommercielle blues-stil, som gruppens debut-hit "A Whiter Shade Of Pale".
Medlemmerne er erstattet af singleguitaristen Robin Trower og trommeslageren Barry Wilson.
Ray Boyer og Bobby Harrison leder nu efter musikere til en ny gruppe, hvis manager bliver Procol Harum's tidligere manager Jonathan Weston.
Procol Harum's første single med den ny besætning er allerede indspillet og sendes på markedet i England 22. september. Titel: "Homburg Hat".
Melodierne er komponeret af gruppens sanger Gay (dobbelt-sic!) Brooker.
Salget af Procol Harum's første hit er nu over fem millioner solgte eksemplarer i hele verden.

 Procol Harum - sådan får vi dem ikke at se mere.


Oktober-november 1967?:

Berlingske Tidende?

Procol Harum

Det ligger lige for, men er alt for nemt at sammenligne Procol Harums nye single med "A Whiter Shade of Pale". Naturligvis ligner de to melodier hinanden, naturligvis kan man straks høre, det er Keith Reid og Gary Brooker, der har ansvaret. Men hva´ så. Kan man ikke altid høre når det er Beatles, Rolling Stones, Kinks, Dylan, Hollies.

Bare et spørgsmål om, at personerne hele tiden skinner igennem. At musikken ikke er lejligheds/brugsmusik mere, men personligt udtryk.

Ellers er Homborg /sic/ (en rundpuldet hat) i min bog bedre og såmænd også mere kommerciel end Whiter Shade. Instrumenteringen fyldigere, retningen mere sikker.

Den handler om ting som ikke er mere. Om stemninger, tilstande, måder at tænke og føle på, som angstblandet, frydefuld længsel mod det nye.

Homborg er muligvis historien om de to spioner, der forelskede sig i hinanden, hvilket naturligvis er umuligt, eftersom det begreb ikke eksisterer i deres verden: 

Your multilingual businessfriend
has packed her bags and fled
leaving only ashfilled ashtrays
and the lipstick and unmade bed
The mirror of reflection
has climbed back on the wall
for the floor she found ascending
and the ceiling was too tall
-
your trousercoffs are dirty
and your shoes are laced up wrong
you better take off your homborg
cause your overcoat is too long. (hele verset: sic)

(Polydor) .


Avis, dato og skribent ukendt (1967):

Procul (sic) Harum: "Homburg". (Polydor).

En homburg er en mørk rundpuldet hat, en såkaldt Eden-hat . . . eller som den nu kaldes: en prins Henrik-hat. Ingen af de to herrer har imidlertid noget at gøre med Procul (sic) Harum, som fortæller om en mand, der er blevet forladt. Måske af den dame, som han har "holdt" i en pæn lille lejlighed til praktisk afbenyttelse. "Homburg" er ikke så umiddelbar at gå til som "A Whiter Shade of Pale" – som kunne være svær nok. Men den rummer lige så meget og har samme melankolske skønhed.


17.11.1967, Ekstra Bladet (Pop Øjet):

Aristokrat i opløsning, Carsten Grolin.

Procol Harums første LP er stoppesteder på vejen til en ny tid i genial musikalsk form

Jeg har mødt Keith Reid, Procol Harums "skygge", det stilfærdige, selvudslettende, men også åbenlyst stærke kraftfelt bag gruppens holdning, musik og tekster. Han mindede mig om Dylan. Bange for at sige noget, bange for at kommunikere, bange for at blive taget på åndeligt. Aristokrat til fingerspidserne.

Men en aristokrat i langsom opløsning. På vej fra det sted, hvor Dylan måtte opgi´ at komme videre, det sted hvor konflikten mellem frygt (for fællesskabet) og begær (efter det) blev uløselig.

Alene Keith Reids forhold til Procol Harum siger noget om det. Mens Dylan er solisten, kunsteren, og hans gruppe kun instrumentet for hans visioner, er Keith Reid en del af gruppen. Han er nok dens væsentligste inspirationskilde, men han modtager også fra den, således at slutresultatet, melodien, ikke kun bli´r hans.

Problematikken er ført over i musikken. Ingen er i tvivl om – ej heller Reid selv – at Dylan er en væsentlig inspirationskilde. Men ingen kan heller, i hvert fald når de har lånt øre til den første brede præsentation af Reids og gruppens forenede anstrengelser, en LP, som foreløbig kun er udgivet i USA, men, ligesom Gene Clark LP´en, som er anmeldt andetsteds på siden, udlånt til mig af en venlig læser Sv. Aa. Holm Hansen, - nå, men: Ingen kan heller være i tvivl om, at dette her ikke er Dylan-plagiat. Højst et spørgsmål om sammenfaldende temperamenter, hvilket ikke er særlig underligt, eftersom problematikken: kunstner (aristokrat) –meddeler (kollektivet), er særdeles relevant for en masse mennesker.

Hvis man springer "Whiter Shade", som lige skal ha´ lov at vente et par måneder, over, kører vi løs med en typisk konflikt – jeg ga´dig mit hjerte, men du ville ha´ min sjæl – hvor perspektivet er forskudt lidt. Nu er det pigen, der er ovenpå, simpelthen fordi aristokraten i al son indbildte styrke altid er svag. Titellinjen er genial: "She wandered throgh the gardenfence", hun gik gennem havegærdet, gærdet omkring mig, og selv om jeg prøvede at lade som om hun ikke eksisterede, fanst jeg uden videre omsvøb "my mind all so bend" og "upon a course so devious. It only made my torment worse". Og så indrømmelsen: "Like a fool I believed myself, and thought I was somebody else. She could see, what I was then, and left me on my own again".

Opbruddet fra fortiden står helt klart i "Something Following Me", hvor hovedpersonen hele tiden prøver at komme af med noget (to små sten). Han finder dem igen på gaden, vil sælge dem til en købmand, ha´ tandlægen til at ta´ dem ud, flygter fra det hele ind i en biograf, men "I thought I left it at home, but t/h/ere´s no doubt about it, it´s my own two stones" (sic).

Cerdes (outside the gates of) (krukkeri, hva´) knytter sig snært til Dylans "Gates of Eden" og "Desolation Row". Orkestreringen er enkel, skiftende mellem kombinationen bas/piano-orgel/guitar.

Der er noget Janis Iansk over Reids opgør med Jesus-myten (den aristokratiske myte) i "A Christmas Camel", om end han ikke er i stand til at ta´ samme konsekvens som 15-årige Janis og helt afvise den. Konklusionen er blot et ønske om at komme "Faraway, where the weary exiles stay".

Temaet føres videre i "Conquistador" (erobreren), men konklusionen er mere desperat. Selv om han kom for at tiljuble erobreren "I must leave with regret. You did not conquer, only die". Og – vigtigt – der er ingen vej uden om at tage konsekvensen, selv om "I look for something to find, I can see no place to unwind. "Kaleidoscope" og "Salad Days" (filmtema) er direkte forbundne med hinanden på pladen. Kaleidoscope er en ordleg om en fyr, der ensomt i mørket "grow, the keys in my Kaleidoscope", mens "Salad Days" handler om det, filmen handler om, "Separation". Om denne her pige, med rustne tænder, der kommer ved midnatstide og "persist in showing me, what I paid for long ago". Og selv om fyren gerne vil være venlig, lykkes det ikke: "and though my face is smiling, you say you´re with me, I know that, it´s not so".

Derefter Matthew Fishers, organist, eneste komposition, en lang, spændende instrumentalleg "Repent Walpurgis", som passende kan være indledning til at sige noget om musikken, som klangmæssigt har noget til fælles med Dylans, men er langt mere spændende. Denny Cordells farver på besætningen orgel, klaver, trommer, guitar og bas er noget nær det bedste produktionsarbejde, jeg har været ude for, og understreger på fremragende vis den mørke, spændte følelse, som sådan rent teknisk er en balnding af beat, blues, moderne jazz og masser af klassiske (især Bach´ske) temaer. Selv om Gary Brooker har lånt meget, er resultatet helt personligt og meget enestående.

Procol Harum opfordrer os til at lytte til pladen i den ånd, den er lavet. Et godt råd om en vigtig plade af en af 1967´s betydeligste nye beatgrupper.

Procol Harum
(mærke og nummer gælder kun i USA, men pladen udgi´s snart herhjemme)


Retur til forsiden